Harlev og Framlev sognes præster siden reformationen

Fra Sognebladet 1993,4 – 1994,1

Af Rigmor Frandsen 

Indledning

I tiden før reformationen tilhørte 1/3 af landets bøndergårde kirken. Endvidere betaltes tiende af agerbrugsindkomsterne (især korn), heraf fik bisperne 1/3, kirken 1/3 og præsterne 1/3.

Framlev kirke og en stor del af gårdene tilhørte domkapitlet i Århus, der til gengæld havde pligt til at besørge gudstjenesten i sognet.

Harlev kirke og en del af sognets gårde tilhørte adelen, og præsten har her næppe haft anden indtægt end 1/3  af korntienden fra Harlev sogn og lidt avl fra kirkejorden.

Efter reformationen blev alle kirkers og klostres ejendom inddraget under kronen, og lige så almindeligt det før havde været, at hvert sogn havde sin egen præst, blev det nu at slå sognene sammen to og to, så præsten kunne leve af det, idet der nu også var kone og børn at underholde. 

 

Peder Kaae

(1546-1567)

Præsten Peder Kaae ved domkirken i Århus blev tillige sognepræst for herredskirken i Framlev og fik tillagt Harlev kirke som anneks. Hvert herred fik sin egen provst.

Gårdene i Framlev, der hidtil havde hørt til domkapitlet, blev tillagt provsten til underhold.

Der var dog en undtagelse, nemlig den store tvillinggård »Kirkegård« (Høybygård er senere udflyttet). Den skulle betale landgilde til præsten. Gården er i jordebogen fra omkring 1600 betegnet som præstegård, så her er præsten sikkert taget ind, når han kom kørende fra Århus i sin hestevogn.

I 1546 giver lensmand Peder Ebbesen af Århusgård Peder Kaae fæstebrev på nogle jordstykker, deriblandt nogle agre på Høybymarken, som fra gammel tid havde tilhørt Harlev kirke.

Peder Kaae må være død i året 1567, for i dette år får sønnen den omtalte kirkejord i fæste.

 

Daniel Pedersen Kaae

(1567-1614)

Sønnen Daniel Pedersen Kaae var ikke knyttet til noget embede i Århus og har vel derfor ønsket at tage bolig i den gamle præstegård i Harlev og overtage det til embedet hørende landbrug.

Det var imidlertid lettere sagt end gjort, idet de hidtidige brugere ikke ville anerkende præstens ret hertil. Kirkens ejendom tilhørte kongen. Spørgsmålet var derfor at få bevist, at der virkelig var tale om kirkejord. Lensmanden nedsatte et nævn bestående af provsten og fire præster til at undersøge sagen, og efter granskning i gamle skrifter fastslår de, at jorden fra gammel tid er tillagt kirken.

Kongen havde i Kirkeordinansen af 1539 bestemt, at alle sognepræster skulle beholde deres præstegårde med alle rettigheder og tilliggender, og Frederik den Anden stadfæster derfor det udstedte fæstebrev.

Kancelliets brevbøger 9.9.1574: Livsbrev for Daniel Kaa, sognepræst til Haløf kirke på nogle af Haløf kirkes jorder, som han for nogen tid siden har fæstet af Claus Glambeck, embedsmand på Schanderborg, nemlig nogle agre på Høyby Mark, Gåsekrog og Kirkens hoved mellem Haløfsholms mark og Terskou og et stk. skov kaldet Kirkeskov i Ring skov. Han skal Årlig svare 1 ørt havre af agrene på Høøby mark og 11¼2 ørt byg af resten. Han må ikke lade noget af ejendommen borthævde. Viser han sig forsømmelig, skal brevet være brudt. J.R. 1,258.

Striden synes nu bilagt, og præsten indhøster hvert år avlen ved forskellige bønders hjælp.

1580 må kongen igen beskæftige sig med sognene. Denne gang er det hans gårde i Framlev (antagelig de samme, der betaler tiende til provsten).

Kongen skriver 30. marts 1580 til lensmanden, at han skal skaffe kronens bønder i Framløf, hvis gårde og gods nylig er brændte, bygningstømmer og fritage dem for et års landgilde (Kancelliets brevbøger).

Der er ingen tvivl om, at Daniel Pedersen Kaae har været sognene en god præst, der blandt andet har ført an, når det gjaldt vedligeholdelse og udsmykning af kirkerne. Begge altertavler bærer hans navn. Framlev kirkes opsat 1590 og Harlev kirkes i 1592.

Efter 40 års præstetjeneste begyndte det dog at knibe for den gamle herre at klare det hele samtidig med, at han nok ønsker at sikre sønnen et levebrød.

Vi finder følgende brev i Kancelliets brevbøger: 

København 14/4 1607.

Missive til M. Jens Giødtsen, superintendent [c: biskop, red.] i Århus Stift.

Hr. Daniel, sognepræst til Halløf og N [dvs. et eller andet] sogne i Skanderborg len har berettet, at han, der er en aldrende mand, ønsker at overlade et af sine sogne til en af sine sønner ved navn Madts Danielsen, hvis kongen vil give ham tilladelse dertil. Kongen har bevilget dette og befaler M. Jens Giødtsen at lade Madts Danielsen betjene det ene sogn, så længe faderen lever, og efter faderens død lade ham få begge sognene, såfremt han findes duelig og bekvem i lærdom og levned, som det sig bør, dog skal alt gå efter ordinansen. J.T. 5,334.

 

Mads Danielsen Kaae

(1614-1639)

Det er sandsynligt, at Daniel Kaae er død omkring 1614, for i dette år får hans søn og efterfølger fæstebrev på kirkejorden.

Men heller ikke han får lov til uden videre at overtage den. Hans modpart i striden var endda selveste lensmanden på Århusgård. Sagen skulle afgøres på landstinget 1615, og lensmanden sendte sin stedfortræder Jens Pedersøn på Harløffholm; men det blev hr. Mads, der bragte sejren hjem.

Nogle år senere var det sognemændene i Harlev, der måtte erkende, at man ikke uden videre kunne feje hr. Mads til side.De havde under aftengudstjenesten i Harlev kirke pinsedag 1637 tilladt sig ved solderi at forstyrre gudstjenesten, hvorfor hr. Mads nægtede dem at nyde sakramentet [nadveren, red.].

Sognemændene klagede til provsten, der lod sagen behandle på et provstemøde i Århus. Hr. Mads får medhold, og sognemændene dømmes til at udstå »kirkens disciplin«.

Om denne strid har forbindelse med præsteskiftet to år senere i begyndelsen af året 1639, foreligger der ikke noget om. Men meddelelsen i tingbogen ved skiftet efter hans død i 1670, at hæderlig og vellærde mand Mads Danielsen for sin alderdoms og skrøbeligheds skyld opsagde sit embede i 1639, kan heller ikke tages alt for bogstavelig.

 

Laurids Sørensen

(1639-1668)

Den nye præst Laurids Sørensen synes at have været det, man kalder et studerekammermenneske. Herredsbogen viser, at han var omhyggelig med, hvad han skrev, og han havde en smuk håndskrift; men arbejdet med jorden har ikke haft hans interesse. Det kan vi se af, at haven lå øde hen i hans tid. Dvs. i 29 år.

Han giftede sig med sin forgængers datter, og noget kunne tyde på, at han har overladt dyrkningen af præstegårdsjorden til den gamle svigerfader, der nok ikke var så skrøbelig endda.

Hr. Mads ejede selv Kettinggård i Lillering, og allerede året efter sin afgang som præst ser vi ham i spidsen for andre bønder få opsat videbrev for Høybyjorden. Præsten skrev under sammen med hr. Mads – han var jo fæster – men på herredstinget er det Mads Danielsen, der selv klarer sagerne.

Laurids Sørensen dør 1668, men først 1670 skiftes der efter hr. Mads, der således overlevede svigersønnen. De opnåede sammen at opleve urolige tider, der gik hårdt ud over begge de jyske sogne, og endnu værre gik det med hjælpen sydfra. De vilde polakker plyndrede slemt og skånede ingen. Flere af sognenes gårde blev næsten lagt øde, og præsten fortæller, at man i Harlev kirke måtte nøjes med kalk og disk af træ, fordi polakkerne havde stjålet alt af værdi.

Laurids Sørensen og Ingeborg Madsdatter fik ni børn, hvoraf de fire døde unge. Blandt de øvrige fem bærer to navnet Jens Lauridsen, og de føjede begge to navnet Harlev til som slægtsnavn. De blev begge præster, den yngste i Århus, og den ældste efterfølger faderen.

 

Jens Lauridsen Harlev

(1668-1696)

Jens Lauridsen Harlev er født 1643 og bliver faderens medhjælp i 1666 og hans efterfølger i 1668. Han er da gift. Hans hustru er provst J. J. Sneptrups datter Kirstine Jensdatter af Storring.

Det unge par har haft nok at se til. Efter de mange krigsår med tunge skatter og plyndringer må alt nødvendigvis have været meget forfaldent. Præsten fortæller på et senere tidspunkt, at der slet ikke fandtes nogen urtehave og ikke et eneste frugttræ.

I 1660 fik vi enevælde i Danmark, og 1661 kom loven om stændernes privilegier. Gejstligheden fik også lov til at beholde sine, hvorved den fik sikkerhed for at beholde sine indtægter, navnlig tienden, og den fik tilladelse til at købe sine præstegårdsbygninger, en tilladelse, der dog snart føltes som et trykkende påbud. Et stort gode for den var det, at den nu ikke længere skulle have befalinger gennem lensmændene, men gennem sine naturligt overordnede, bisperne.

1665 optog Jens Lauridsen Harlev et lån i Harlev præstegård på 100 rigsdaler til 6% i rente. Lånet blev indfriet 1709 og havde da kostet præsterne 274 rigsdaler i rente; men der var ikke andre muligheder, hvis man skulle i gang med et større arbejde, og der ikke var for meget på kistebunden.

Man er antagelig på det tidspunkt, lånet blev optaget, gået i gang med at restaurere præstegården efter de mange krigsår og har i de kommende år fået klaret det mest nødvendige.

Østfløjen er muligvis blevet helt opbygget, idet der på en egebjælke i den gamle vognremisse er indskåret bogstaverne HILS KID og årstallet 1670. Bogstaverne passer på det unge præstepar, der blev indsat 1668: Hr. Jens Laurids’ Søn – Kirsten Iens’ Datter. Endnu på denne tid og til slutningen af århundredet passedes degnetjenesten i begge sogne af en løbedegn. Dvs. en elev fra latinskolen i Århus.

To af Jens Lauridsens sønner bliver præster. Den ældste, Jens Jensen Harlev, efterfølger faderen i året 1696, og en yngre broder, Laurids Jensen Harlev, bliver præst i Bjerregrav. Brødrene bliver gift med to søstre, der var døtre af regimentsskriver Christian Knudsen Gyberg af Skanderborg Ladegård.

 

Jens Jensen Harlev

(1696-1741)

Jens Jensen Harlev var indtil sin ordination 3. juli 1696 hører [svarer til adjunkt, red.] i Århus. 15. oktober 1721 udnævntes han til provst for Framlev herred. Brødrene Jochum og Knud Jørgen Harlev havde overtaget Tarskov Mølle.

Præsten klager i 1716 over, at forældrene er efterladende med børnenes skolegang. Der er flere, der kun lader børnene gå i skole en del af vinteren og tager dem ud igen, så snart ploven skal drives eller fæet vogtes.

Hr. Jens klager også over ungdommen, der bruger pengene til gilde og halløj.

1723 klager provsten over den dårlige kirkegang. Bønderne arbejder om søndagen, høster og pløjer, som var det hverdag, og når de endelig kommer, er de så stundesløse, at præsten næppe kan komme ned af prædikestolen, førend de er ude af kirken, i stedet for at blive og lade sig undervise af degnen i deres børnelærdom. Men trods provstens klager ser det ud til, at der er både økonomisk og moralsk fremgang i hans tid. Provst Jens Harlev byggede 1732 den smukke præstegård. 1736 er Christian Johan Lodberg udnævnt til hans medhjælper og mulige efterfølger. 

 

Christian Johan Lodberg

(1741-1761)

Ved provst Harlevs død 1741 bliver han sognepræst og virker her til sin død 1761. Han var gift med provst Jens Jensen Harlevs datter Øllegaard Jensdatter Harlev. Hun er den sidste af præsten Peder Kaaes efterkommere, der kommer til at bo i Harlev præstegård; men i mellemtiden er der også gået 200 år, og adskillige danske præster stammer fra de to kvinder Øllegaard Jensdatter og Ingeborg Madsdatter Kaae. 

I løbet af de næste 90 år havde efter hinanden tre meget dygtige præster hjemme i Harlev præstegård. Det var mænd, der ragede en del op over gennemsnittet af præster, og alle tre blev provst for Framlev herred. I årbogen for Århus stift skriver August F. Schmidt lidt om to af dem og gengiver i uddrag nogle af Lindemanns skrifter.

 

Christian Jacobsen Lindemann

(1761-1781)

Christian Jacobsen Lindemann, der i sine seneste år gik under navnet ‘den lærde provst’, blev født i København 1701. Han tog embedseksamen 1723 og opnåede 1726 magistergraden. I 1729 blev han sognepræst i Toksværd og 1750 udnævnt til provst. Han flyttede i 1756 til Tvede og Linde sogne og blev 1761 kaldet til Harlev og Framlev og døde her i 1781. I Harlev kirkes kor har hans børn bekostet ophængt en mindeplade af sort, poleret sten i træramme. I indskriften gøres opmærksom på, at Lindemann opnåede at blive ‘jubellærer’. Hertil krævedes, at man var præst i over 50 år.

På den tid, auktionerne over ryttergodset fandt sted, findes i bispearkivet en anmodning fra Lindemann om, at han ønsker at købe Annexgaarden på auktionen i Skanderborg, at samme gård hedder Søndergård og har nr. 8-9. En del gods var i tidernes løb blevet henlagt til underhold for præsterne. Danske Lov bestemmer, at præsterne deraf skal nyde al herlighed, frugt og landgilde. Sådanne mensalgårde behandledes som regel som fæstegårde. Lå de i et præstekalds anneks blev de ofte kaldt anneksgårde, et ord der også kan bruges om annekspræstegårde.

Det er dog tvivlsomt, om sognets præster har nydt noget fra gården. Alt kirkegodset i Framlev tilhørte efter reformationen domkapitlet i Århus, og den efter svenskekrigene forarmede præst Laurids Sørensen skriver lidt bittert i Herredsbogen af 1661:

Framlev kirke er en kaniche kirke og tilhører domprovsten i Århus kapitel, som nu er doktor Lauritz, bisp udi Fyn. Præsten nyder aldeles intet af Annexgården i Framlev sogn, men domprovsten oppebærer alt, hvi deraf går: landgilde, korntiende, kvægtiende og andet.

1778 fik den gamle Christian Lindemann i sin alderdom og svaghed student Diderich Chr. Blicher som medhjælp. Ved sin død 31. januar 1781 var han godt 79 år.

 

Ole Flensburg

(1781-1805)

Den 18. april 1781 blev Ole Flensburg kaldet til Christian Lindemanns efterfølger i Harlev-Framlev, hvor han siden udnævntes til provst, og dermed holdt den dygtigste og flittigste præst, der har boet i Harlev præstegård, sit indtog.

Ole Flensburg blev født i Horsens den 28. januar 1753. Hans forældre var rådmand, senere borgmester, kancelliråd Andreas Flensburg og Anna Cathrine Stephansdatter.

Ole Flensburg blev student fra Horsens lærde skole 1770. 1771 tog han baccalaurgraden og den 26. september 1774 embedseksamen med laud.

Han var fra 1777-78 alumne på Borchs Kollegium og kaldtes herfra til sognepræst for Klovborg, Tyrsting og Grædstrup nordvest for Horsens. Kongen havde kaldsret til Harlev-Framlev og kaldte ham 1781 hertil. Senere blev han udnævnt til provst. Han blev ordineret 7. august 1778 og ægtede 3. august 1780 Charlotte Am. Thygesen, datter af Niels Thygesen på Mattrup.

Når man i bispearkivet søger oplysning om provst Flensburg, bliver man hurtigt klar over, at han ikke blot har en smuk og sirlig håndskrift, men at han har magt over tingene og orden i alt.

Biskoppen er da også fuld af lovord, når han efter en visitats skal skrive beretning om Harlev-Framlev. Der er orden i skolevæsenet, provstens prædiken er en nydelse. De unge svarer godt og rigtigt. Præstegården er vel vedligeholdt og landbruget vel drevet.

Udskiftningen i landbruget fandt sted i provst Flensburgs tid, og vi finder i hans skrivelser mange oplysninger.

Al jorden i Harlev blev i den anledning opmålt og i 1781 takseret af kyndige mænd.

Beregningen over præstegårdens jorder var følgende:

a)                   Agerjord beregnet i den bedste klasse . . . . . .  578.712 al2

                      Af den fælles jord, der lå til  Harlev by og brugtes af  samtlige lodsejere til fædrift,

                      kunne præstegården efter sit hartkorn få agerjord af bedste klasse. . . . . .32.500 al2

b)                   Engbund beregnet af bedste klasse . . . . . . . . . .102.488 al2               

Af engpletter fra den fælles fædrift kunne præstegården få . . . . . . . . . . . 814 al2

 

På grund af en del marker med sandjord enedes lodsejerne om at have deres jorder på to steder. For præstegårdens vedkommende blev det:

1.                   En sandlod inde ved byen beliggende ved den østre side af præstegårdens toft, ved hvilken lod også dens enge er beliggende, de grænser til åen ved den søndre side. Ifølge Flensburgs tegning * efter markbogen benævnes de: Faattorns Agre, Synder Skiæl-veijs Agre, Svend- og Stenskrogs Agre og Lynghøys Blokker.

2.                   En udmarkslod beliggende nordøst for byen som en god muldrig og lerblandet jord, hvori også ligger lidt eng. Det drejer sig om følgende markstykker:Over-, Neder- og Lange Holms Agre, Snab Toft, Snabhøys Agre, Snabkrog, Lange Kirkeveijs Agre, Smaa Kirkeveijs Agre, Nørskiærs og Hols Agre samt Over- og Neder Blank. Alt beliggende mellem den gamle vej til Framlev og vejen til Høybymarken.

Ved visitatsen i 1794 skriver biskoppen, at præstegården var i fortrinlig god stand og anselig forbedret i provst Flensburgs tid.

Efter synsforretningen over Harlev præstegård i 1796 skriver Flensburg selv i sin indberetning: 

Anno 1796 den 3. okt. indfandt sig underskrevne Søren Wedege Brøchner, sognepræst for Borum og Lyngby menigheder, med tiltagne uvildige synsmænd Niels Jensen af Borum og Niels Pedersen af Skivholme i Harlev præstegård for at besigtige dens bygninger og dens vedligeholdelse og befandtes da samme således:

1.                   Den søndre længe (vender i øst og vest med enderne) består af 23 fag, har 4 skorstene og følgende værelser: 2 gæstekamre, storstue, gang ind fra gården, studerekammer, dagligstue, folkestue, sovekammer, køkken, pigekammer, spisekammer, fadebur, bryggers og malkestue. Bygningen er bindingsværk af egetræ, fyrovertømmer med vægge af brændte sten og stråtækket. I de anførte værelser er fjællofter og særdeles gode vinduer og døre, alt i meget god beboelig stand uden mindste mangler.

2.                   Den østre længe består af 21 fag, bygning som ovenfor. De nederste vægge er af brændte sten, de øverste lervægge.       De 7 sydligste fag er indrettet til værelser med loft over og skorsten. Øvrige 14 fag er stald og vognremise.

3.                   Den nordlige længe består af 26 fag, bygget som ovenfor. Den er indrettet til havrelade, huggehus, gæstestald, fåresti, indkørselsport, fæhus.

4.                   Den vestre længe består af 19 fag, bygget som ovenfor, er indrettet til lade, lo og vognremise.

5.                   Ved vestre ende af stuehuset er 9 fag, bygning som ovenfor og indrettet til tørve- og hønsehus, stenet port.

6.                   Et hus syd for gården 5 fag, bygning som ovenfor, teglhængt og indrettet til bagehus med ovn, kølle (til øl) og skorsten.

Alle forbenævnte bygninger findes i meget god beboelig stand, ret vedligeholdte og uden mindste mangel, dette tilstår vi med vore hænders underskrift og er villige om forlanges denne vor synsberetning at afhiemle og den sandhed med lovens ed bekræfte. Under denne synsforretning blev taxationsforretningen forevist over Harlev præstegård ifølge hvilken der i brandkassen er assureret for den sum 3.670 rigsdaler.

S. W. Brøchner, O. Flensburg, Niels Jensen, Niels Pedersen 

Provst Flensburg blev ikke nogen gammel mand. Pludselig en dag var han ikke mere. Hjertet har nok ikke kunnet holde til den store arbejdsbyrde.

At det også kom bag på familien tyder denne dødsannonce på, som provstefruen samme dag lod indrykke i avisen: 

At det har behaget den alvise Gud i dag morges kl. 8 pludselig af brystkrampe ved døden at bortkalde min inderligt elskte og ejegode mand, hr. Ole Flensburg, provst over Framlev herred og sognepræst for Harlev og Framlev menigheder i hans alders 52. år, dette skulle jeg ikke undlade på egne og vores søns vegne, sørgeligst at bekjendtgjøre, den salig afdødes og min respective familie, slægt og venner, forvisset om enhvers deltagelse udi denne for mig og søn s bitre og ulægelige sorg.

Harlev Præstegård d. 10. juli 1805

Charlotte Amalie Flensburg, født Thygesen 

Provst Flensburgs søn læste siden til præst og var fra 1826-41 præst for Skivholme og Skovby menigheder.

 

Jens Christian Ramsing

(1805-1852)

Født 1. okt 1768 Dejbjerglund. Forældre: Proprietær Lorents R. og Johanne Marie Møller. Student Ribe 1785, candidat april 1791 (laud), sognepræst Hjortlund-K 21. marts 1794. Residerende kapellan Sct Hans kirke Odense-sp Højby 31. maj 99. 18 okt 1805 sognepræst Harlev-F. Provst her 4. maj 1827-14. sept 1831. Død 2. marts 1852. Gift 29. sept 1794 med ElseCathrine Fabricius, født 2. dec 1775 i Drangedal, Norge, død 2. dec 1851. Forældre: Biskop, professor, dr teol Otto Fabricius og Anna Dorothea Ziege.

Red)

Ifølge bispearkivet blev den 18. oktober 1805 Jens Christian Ramsing, residerende kapellan ved Sct. Hans kirke i Odense og sognepræst til Høybye, beskikket til sognepræst for Harlev-Framlev i afdøde Ole Flensburgs sted. Der knyttede sig nu den betingelse til embedet, at præsten fra nådensårets udløb betalte 70 rigsdaler årligt til den oprettede seminariefond.

At det ikke altid faldt præsten let at få pengene fra, ser vi af et brev fra ham 13. marts 1815, hvori han anmoder om fritagelse for afgiften, da det kniber at klare forsørgelsen af hans familie. Han giver som begrundelse, at han i de 10 år, han har boet i sognet, har fået børneflokken forøget med otte børn. Det kunne dog ikke bevilges.

Vi véd, at der virkelig var mange munde at mætte. På Harlev kirkegård står der en sten over provst Ramsing og hans hustru, og nederst på stenen står, at hun var en kærlig moder til 20 børn.

Ved det sidste barns fødsel har provsten skrevet: Dette var den tyvende og forhåbentlig den sidste.

Folketællingen viser, at børnene ikke blev gående længe hjemme, men at der i øvrigt var mange andre, der hørte til husholdningen. 1843 havde en enke og en huslærer ophold foruden 8 tjenestefolk. Provsten havde ord for at være en dygtig landmand og drev selv præstegårdens 70 tdr. land, men der var jo ingen maskinkraft til hjælp. Nogle år senere måtte han også tage sig af en datter og hendes fire børn.

Provst Ramsing har været afholdt og respekteret, han omtales som en af sognets mest godgørende mænd, men også som en af de fattigste, og det forstår man.

 De gamle fortæller, at han var en høj og værdig herre at se på. Hver formiddag gik han en tur i Østermarken og ned langs vejen til Skibby, der dengang var meget sandet. Han havde en gangsti, der var to alen bred, så der kunne gå to ved siden af hinanden. Han havde altid en datter under armen, når han gik sine ture, og var klædt på med høj hat, lang sort frakke med to rader sølvknapper, en vest med sølvknapper, fløjlsbukser med spænder af sølv ved knæene og hvide strømper og sko. Hvis vejret var dårligt, gik han i lange ridestøvler.

Hver eftermiddag gik han op i den anden mark langs den gamle sognevej. På det højeste punkt var der en kæmpehøj, og her satte provsten og hans datter sig. Kl. 15 kom Søren Nielsen fra Harlevgård. De talte sammen om alt muligt og gik så hver til sit.

Der var virkelig også nok at tænke på for provsten som præst, husfader, landmand og efterhånden hele sognets fader, som mange søgte råd hos. Tillige var Ramsing formand for skolekommissionen, et meget tidkrævende og utaknemmeligt arbejde.

Det var egentlig skolepatronerne, der skulle tage sig af vedligeholdelsen og økonomien. Udgifterne blev lignet på hartkornet, og det gik udmærket med de fleste af selvejerbønderne, men skolepatronen på Lyngbygård var en uvillig herre, og hans fæstebønder i Framlev var ikke bedre. De måtte ofte pantes for deres bidrag.

Det og meget andet betød en stor og besværlig korrespondance. Ramsing måtte tage sig af alt skolen vedrørende, ellers skete der intet.

I 1831 prøvede han at finde et bedre kald og søgte bl.a. Ballerup-Måløv sognekald, men det lykkedes ikke.

Provst Ramsing ansøger så i 1836 om at måtte få tildelt en personlig kapellan og foreslår en slægtning, cand.theol. Jørgen Otto Fabricius.

29. november 1836 beskikkede Hans Majestæt Fabricius til kapellan for 200 rigsdaler om året + kost, logi, varme og vask, fri befordring samt en offerdag årlig af menighederne og krav om tilmelding til pensionskassen.

Den senere svigersøn blev der til 1843, før det lykkedes ham at få embede.

Den næste kapellan blev Christian Peter Georg Kampmann, om hvem biskoppen skriver, at han var god til at prædike. Han blev senere sognepræst i Hjørring. Den sidste, R.M. Schmidt, senere Feldballe, var hjælpepræst fra 1849-1852.

Der var imidlertid et andet stort problem, der optog sindene. Kirkegården var blevet for lille. Ramsing prøvede at trække tiden ud og foreslog en ny assistenskirkegård nord for vejen; men udvalget foretrak kirkebanken ned mod baronessens gård. Det endte med, at myndighederne tilsluttede sig det sidste forslag, og kirkesynet holdt fast ved, at sagen ikke tålte udsættelse.

Det betød, at den daværende indkørsel til præstegården måtte lukkes og en ny etableres ved at nedbryde et fag i enden af ladebygningen, der dengang lukkede præstegården ind mod kirkegården.

Gamle Ramsing var ikke glad for at komme i gang med det, men der var ingen vej udenom.

12. marts 1844 kom der brev fra kancelliet i anledning af Ramsings 50-års embedsjubilæum. Hans Majestæt ønskede, at Ridder af Dannebrog, provst Jens Christian Ramsing, tildeltes Dannebrogsmændenes hæderstegn.

1852 var det slut med kræfterne, og 12. marts 1852 kunne følgende læses i Aarhus Stiftstidende:

Den 2den d.m. kaldte Herren ved døden til sig vor kære trofaste fader, præpositus emeritus Jens Christian Ramsing, sognepræst i næsten 46 år og 5 mdr. for Harlev og Framlev menigheder, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand. Han havde tjent sit fædreland som præst i næsten 58 år og opnåede en levealder af 84 år og 5 måneder.

Gud lod ham i sin nåde beholde hans lyse ånd lige indtil det sidste og opfyldte hans inderlige ønske om hvile i det høje og om genforening med hans for tre måneder siden forudgangne hustru. Idet vi bekendtgør dette for fraværende slægt og venner, takker vi tillige hjerteligst alle dem, der ledsagede hans støv til gravens ro. Han efterlader sig et hæderligt minde og taknemmelige børn.

I anledning af provstens bortgang skrev førstelæreren i Harlev i samme avis et stykke, der givet er godt billede af tidens måde at udtrykke sig på:

Tanker ved højværdige hr provst, ridder Ramsings dødelige afgang.

Ærværdige Olding! Dit ønske Gud hørte. Thi »Genforeningens Dag« nu oprandt.

Af Naade ved Christum, din Herre dig førte.

Til Guds Børns Frihed. Vi ved, der er sandt,

At kun over Kedron, gennem mørkeste Dale,

Går Vejen til det yndige Zion – vor lyst –

Til salige Aander – Guds Ord saa jo

tale –

Til bortdøde Kære, som her var vor Trøst

Dit sidste Dødssuk var en salig

Forlængsel

»At være med Christo« i Himmelen blid.

Mod hvilket vort hele Jordliv er et

fængsel

En verdslig Forvirring, en aandelig Strid.

Vi selv som et Rør, en rygende Tande,

Ej mægtig, ej værdig at skue Gud hist.

Dog, ene ved Naaden formaar vi at lande

O, salige Trøst hos dig, Herre Christ.

Til salig Beskuelse Herren hjemkaldte

Sin gamle trofaste Tjener til Ro.

Hans mange Stridsdage de er nu endte,

Den trætte Husvalelse i Himmelens Bo!

Rasmus Erichsen Lind 

Nogle dage senere fremkom i avisen en auktionsannonce, der giver et eget stemningsbillede fra den gamle præstegård: 

Den 5. april om Formiddagen kl. 9 bliver ifølge Skifterettens Foranstaltning i Harlev Præstegaard ved offentlig Auktion bortsolgt af det Stervboet efter Ridder og Dbmd. Provst Ramsing og tidligere afdøde Hustru tilhørende Ind- og Udbo samt Besætning, saasom: Stole, Sofaer, Borde, Skabe, Chatoller, Kommoder, Stueure, Spejle, Klædeskabe, Sengeklæder, Dækketøj etc. En stor del gode theologiske og andre brugelige Bøger, Køkken- og Bryggersredskaber, Kobber- og Messingkedler. en Skorstensindretning, Gryder, Pander, Kar, Baljer, 4 Heste, 10 stk. Køer foruden Kvier og Kalve, Får, 1 Gris samt Vogne, Plove, Harver og andre Avlsredskaber m.m.

Det bemærkes, at Auktionen begynder præcis kl. 9, og at den vil blive fortsat den flg. Dag, saafremt alt, hvad Boet tilhører, ikke den første Dag kan blive solgt. Lysthavende indbydes.

Hasle m.fl. Herr.Kontor d. 15.3.1852

B. S. Brorson 

[Indskud]

H. C. Andersen skriver i »Mit livs eventyr«: 

„... som en [Skrighals] skal jeg især have viist mig i Kirken, da jeg blev døbt, hvorover Præsten, der senere af min Moder omtaltes som en meget ærgerlig Mand, sagde: »den Unge skriger jo som en Kat!« hvilke Ord hun aldrig kunde glemme ham...  

Præsten var Jens Christian Ramsing, senere Harlev-Framlev – som det fremgår af noterne, der fortæller, at H.C. .Andersen blev hjemmedøbt på sin fødselsdag, 2. april 1805, af residerende kapellan ved Sct. Hans kirke, J. Chr. Ramsing, og senere, 2. Påskedag, fremstillet i Sct. Hans kirke.

Red. 

[Indskud slut] 

 

Lars Winslöw

(1852-1870)

Født 2. okt 1797 i Povlsker, Bornholm. Forældre: sognepræst i Povlsker Christian W. (død 1812) og Marie Gad af Vejlby-T. Student Frederiksborg 1816, candidat okt 1821 (haud illaudabilis), hjælpepræst Bodilsker-N, Bornholm 31. maj 1823, sognepræst Sejerø 20. febr 1829, sognepræst Østerlars-Gudhjem 9. juli 1834, afsked 26. marts 1870. Gift 19. febr 1825 med Anna Cathrine Sonne, født 20. nov 1802 i Rønne, død 8. sept 1848. Forældre: Urmager, artillerikaptajn Frederik Sonne og Cathrine Sonne.

(Red)

26. maj 1852 blev Lars Winslöw præst ved Harlev-Framlev pastorat. Han var født 2. oktober 1797 som søn af Chr. Winslöw, præst i Poulsker på Bornholm, og Marie Gad. Student 1816, cand.theol. 1821, hjælpepræst i Neksø 1823 og 1829 sognepræst på Sejerø. Herfra forflyttet 1834 til Østerlarsker og Gudhjem, som han i 1843 ombyttede med Østermarie kirke. Derfra forflyttet 1852 til Harlev-Framlev.

Efter bispevisitatsen i 1860 skrev biskoppen i sin bog: Sognepræst Winslöw er en troende, kraftfuld gammel mand. Han holdt en bibelsk prædiken. Ellers véd man ikke meget om denne præst, udover at han var svag i mange år. 1864 fik han en hjælpepræst, O.F.H. Mynster, der var blevet afsat af tyskerne fra embedet i Ladelund. 1866 fik han svigersønnen D. H. Lundsteen til hjælp. Om ham skriver biskoppen, at han holdt en upåklagelig prædiken og var en god hjælper for den endnu ret kraftfulde ældre præst. 1870 søgte Winslöw sin afsked. Han døde i 1873.

 

Rasmus Ludvig Riis

(1870-1886)

Født 30. okt 1820 i Slagelse. Faderen sognepræst i Oure-Vejstrup. Student Slagelse 1838, candidat okt 1842 (laud), lærer i København, hjælpepræst Oure-Vejstrup 14. okt 1847. Afsked 12. jan 1886, død 21. nov 1898. Gift 15. juni 1854 med Caroline Sophie Antonia Erichsen, født 19. nov 1826 i Nyborg, død 1. febr 1902. Forældre: Koffardikaptajn Erik Christian E. og Rachel Tobia Wolch. (Red) 

18. juni 1870 kom Rasmus Ludvig Riis, født 1820 i Slagelse og gift med Caroline Erichsen fra Nyborg.

Riis blev student 1838, cand.theol. 1842, lærer i København, derefter hjælpepræst hos faderen i Oure-Vejstrup og 1856 sognepræst i Henne-Lønne. Derfra til Harlev-Framlev.

Kirkegangen var yderst ringe i hans tid. De gamle omtalte ham som en stivnakke, og mange søgte til Bering Valgmenighed. H.P.Christensen omtaler Riis som en mand, der holdt sig hjemme. Han var svagelig, holdt kapellan og værnede så omhyggeligt om sit helbred, at han tog overfrakke på, når han gik fra et opvarmet rum til et uopvarmet.

Hjælpepræsten fra 1879-81 hed V.C. Dahlmann.

Efter visitatsen i 1880 skrev biskoppen:

Præsten skal have været en dygtig akademikus, men bærer nu ikke synderlig præg af videnskabelig dannelse. I en forholdsvis ung alder holder han kapellan på grund af sit helbred. Han lever i et ret godt, men ikke inderligt eller præsteligt talt broderligt forhold til sin kapellan, der er en alvorlig og både i theologisk og pastoral retning fremadstræbende, ikke ganske ung mand af et noget tungt sind.

Hjælpepræst 1882-84 T.L. Bjørndal, senere Kirkehyllinge. 1884-86 en uordineret medhjælper O.L. Rosenstand, der tillige var medhjælper ved Bering Valgmenighed.

1886 søgte Riis sin afsked. Han døde 1898. 

 

Hans Fischer-Jørgensen

(1886-1895)

16. marts 1886 kom tidligere sognepræst i Stauning, Hans Fischer-Jørgensen. Han holdt ifølge biskoppen en god, evangelisk prædiken. Han var en dygtig taler, holdt bibellæsninger og var flittig til husbesøg; men da det ikke lykkedes for ham rigtig at få folk til at søge kirken igen, flyttede han i 1895 til Svallerup. 

 

Hans Peder Christensen

(1895-1934)

Født 23. juli 1864 i Sønderby, Holmslands Nysogn. Forældre: Husmand og fisker Søren Christensen og Else Marie Mogensen. Biskolelærer, fisker og landmand. Stud. priv. 1888, cand.teol. 1894 (l), manuduktør. Præst i Harlev-Framlev 14. maj 1895. Afsked fra embedet 31. juli 1934. Død 20. marts 1956. 4. november 1892 gift med Karen Kirstine Christensen, født 17. december 1865 i Årgab, Holmsland Klit, død 30. april 1925. Forældre: Gårdejer og fisker Hans Christian Christensen (Bank) og Ane Hansen (red). 

14. maj 1895 blev Hans Peder Christensen præst for sognene. Efter en ungdomsoplevelse bestemte den unge vestjyde, Hans Peder Christensen, født på Holmsland Klit 23. juli 1864, sig for at læse til præst. Januar 1894 nåede han sit mål og fik eksamen med første karakter.

Der var ikke ligefrem overflod af præsteembeder på dette tidspunkt, så han arbejdede som manuduktør og bestemte sig iøvrigt til at søge alle de ledige embeder, der blev ud over landet op til 2500 kr. årligt. Hvilket han mente var grænsen for, hvad han som ny kandidat kunne tillade sig at søge, og ellers lade Gud råde for, hvor han kom hen.

Han søgte også det ledige embede i Harlev-Framlev, men da han i avisen så, at 6 sognepræster, 6 kapellaner og 6 andre kandidater også havde søgt, tænkte han, at det kunne han godt have sparet sig. Stor var derfor hans overraskelse, da han en dag i den samme avis så sin udnævnelse netop til dette embede.

Som tidligere omtalt var der flere og flere, der søgte Bering Valgmenighed, og det ville man gerne have standset. Det var imidlertid næsten udelukkende folk fra Indre Mission, der havde søgt embedet, hvorfor man fandt det klogest at vælge den unge grundtvigske kandidat.

H.P. Christensen fik det gode råd straks at samarbejde med den dygtige valgmenighedspræst Jørgen Teilmann i Bering. Christensen var klog nok til at følge rådet, og det kom der megen glæde ud af.

Der var ellers nok at gå i gang med: et sogn, hvor mange havde vænnet sig af med at søge kirken, og et landbrug, hvor den bedste jord var blevet solgt fra.

Pastor Christensen var dog ikke den, der tålmodigt sad og ventede på, at folk skulle komme til ham. Var de ikke i kirke om søndagen, så kunne de vente præstens visit i stalden en af dagene derefter. Der blev i tidens løb ført mangen alvorlig samtale i sognets stalde. Man begyndte med landbruget og endte med Gud. Da det første hold konfirmander havde været på kirkegulvet, startede præsten en ungdomsforening for gamle konfirmander og var formand for den i de 39 år, han var præst i sognene.

Ved visitatsen i 1897 noterer biskoppen sig, at kirken var propfuld, og at der blev holdt en god, evangelisk prædiken. Pastor Christensen var den første grundtvigske præst på stedet og faldt godt til blandt bønderne, så godt, at han et år efter en forrygende snestorm julenat oplevede at finde Framlev kirke fyldt af mænd, der havde stampet sig vej gennem sneen, for deres præst skulle ikke være alene i kirken juledag.

Der var ikke meget i sognene, præsten ikke tog del i, og han var en meget brugt foredragsholder i grundtvigske kredse i store dele af Jylland, så der må også have været en dygtig kone i præstegården, for der var mange børn, og der var folkeholdet og landbruget, der skulle passes, men det glemmer vi somme tider.

Pastor H.P. Christensen blev pensioneret 1934.

 

Poul Vilhelm Ejaas

(1934-1973)

Rigmor Frandsens beretning slutter med H.P. Christensen. Hans afløser blev Poul Vilhelm Ejaas, som blev udnævnt til embedet den 31. oktober 1934, ordineret i Framlev kirke den 6. november og indsat i kirkerne søndag den 18. november. Ejaas var født i Svinninge på Sjælland 3. november 1903, søn af købmand E., blev student fra Stenhus i 1922 og tog teologisk embedseksamen i 1934. Efter at være kommet til Harlev blev han gift med Else Rosendal i Vartov kirke i København 14. december 1934. Hun var født i København 17. februar 1908, datter af totalisatorforstander Einar Rosendal og Sigrid Lundsted.

Pastor Ejaas afgik fra embedet 31. maj 1973. Parret flyttede til Århus, hvor Else Ejaas døde i 1982, Poul Ejaas i 1984. Begge ligger begravet på Harlev kirkegård – hvor man også finder Ramsings, Winslöws, Riis’ og H.P.Christensens grave bevaret. (Red.)