Udførlig historisk beskrivelse af begge kirker

Harlev og Framlev kirker

Af Rigmor Frandsen

Egnshistorisk Arkiv Harlev‑Framlev

Fra Sognebladet 1994,3 - 1996,3

  

Harlev kirke

Kirkerne har i århundreder været samlingssted for egnens befolkning både i krig og i fredstid. Men der må også have været ret tæt befolket, for hvis man om Harlev kirke slår en cirkel med radius lig 1 mil, vil der inden for cirklen ligge 15 kirker.

Harlev kirke er en af de ældste i området, men ingen ved nøjagtigt, hvornår den er bygget. Det vil dog ved hjælp af andre oplysninger være muligt at pejle sig ind på tidspunktet.

I Danske Atlas [Et topografisk værk udgivet af biskop Erik Pontoppidan 1763‑64, red.] kan vi læse, at beboerne på Samsø og de andre øer lod deres børn døbe i Harlev kirke, førend Aarhuus blev bygt. Terræn og jordprøver kan tyde på, at kirken har ligget på noget, der minder om en halvø.

I tunneldalen ind mod Århus har der været fjord helt op til Skibby, hvortil man kunne sejle med mindre skibe, og antagelig en sejlbar å for bådfart op til Tarskov Mølle. Både i engen ved Harlev mark og ved Tarskov har man fundet svære fortøjningspæle af eg og ved oprensning af åen rester af en gammel ege.

Ser vi på kirken, som den ligger der i dag, hører kun skibet og koret til det oprindelige. Den er opført i romansk stil af rå kløvet kamp, granitkvadre, frådsten og limsten uden egentlig sokkel, og indvendig har der været bjælkeloft.

Murene er bygget som kassemure, det vil sige en indvendig og en udvendig mur, hvor mellemrummet er fyldt op med mindre sten. Vinduerne er rundbuede og var tidligere meget mindre; der var ikke behov for at kunne lise. Man havde derimod brug for et sikkert og trygt sted. I kirken kunne det onde ikke komme ind gennem de små vinduer, og de tykke mure var et godt værn mod landets fjender. Når De næste gang går ind i kirken, så stå stille og se, hvor utrolig tyk muren er.

Rå kamp eller granit vil sige, at man brugte kampestenene, som man fandt dem på marken. Det var dog mest almindeligt på øerne. Jyderne kløvede dem og brugte efterhånden mest granitkvadre. Det vil sige store granitblokke, som de møjsommeligt havde hugget til med spidshammer. I Harlev er der kun brugt kvadere til hjørnerne. Kirken må derfor høre til blandt de ældste eller være opført i hast.

Et andet tidligt materiale var frådstenen, der dannedes ved kalkholdige kilder. Den minder lidt om stivnet havskum og er let at arbejde i. Den ældste kirke, vi har i Århus, nemlig kryptkirken under Vor Frue kirke, er opført i frådsten. Denne sten er også anvendt i Harlev kirke f.eks. til døre og vinduesbuer. Man kunne bryde frådstenen på Skanderborgegnen. Limsten eller kridtsten anvendtes til udsmykning eller sirlige figurer. Ser vi nøje efter, kan der endnu findes spor i kirkens mure efter tre af de gamle vinduer.

Vi ved, at omkring 1250 var de ca. 800 danske trækirker erstattet af stenkirker i romansk stil og antallet forøget til ca. 2.000. Dette kunne lade sig gøre, fordi kongemagten stod bag.

Den gamle herredsinddeling i landet var kendt fra oldtiden. Herred = hær og red. Det vil sige små områder, hvorfra de mindre hærafdelinger red ud. Man mener et herred har dækket ca. 100 gårde. Nu indførte Svend Estridsøn en sogneinddeling af landet og arbejdede på, at alle sogne fik en kirke, og der blev bygget adskillige kirker, dog mest trækirker, inden han døde i 1074.

Knud den Hellige prøvede for at skaffe penge til kirken at indføre tiende af korn og kvæg etc., men hans hårdhændede måde at indkræve på skabte en sådan vrede, at han blev dræbt i året 1086.

Den virkelig store indsats kom under biskop Absalon og Knud Valdemarsøn (konge 1163‑1202), hvor konge og stormænd skænkede store beløb til kirkerne.

Knud den Store (1018‑1035) sendte fra England munke og byggekyndige til Danmark, og trods urolige tider fortsatte kirkebyggeriet både under Hardeknud og Svend Estridsen.

Efter 1250 byggede man i den nye gotiske stil og af tegl, de såkaldte munkesten. Vi skal derfor søge det sandsynlige tidspunkt for vore to kirkers bygning før 1250.

Man har hidtil regnet med, at byernes kirker blev bygget først, og at det derfra bredte sig til landsbyerne. Men noget tyder på, at vi skal i gang med nytænkning om vikingetiden. Man regner således med, at i landsbyen Set. Jørgensbjerg uden for Roskilde er den oprindelige stenkirke blevet opført allerede 1040 kun godt hundrede år efter, at kong Frode iflg.. Roskildekrøniken byggede landets tredje trækirke veddet daværende Århus Den blev i 1051 afbrændt af Harald Hårderåde sammen med det meste af byen.

I tiden før afbrændingen af Århus by havde venderne hærget slemt på den jyske østkyst. Mange af østkystens landsbyer vær næsten mennesketomme. Indbyggerne søgte længere ind i landet.

Jyllands eneste forbindelse til Fyn udgik fra Århus, men sørøverne lå bestandig på lur efter slaver og pelsvarer. Søslaget mellem kong Svend og Magnus ved Helgenæs har sikkert også gjaldt beherskelsen af handelsvejen.

En hel del købmænd og småfabrikanter må have haft deres boder inden for voldene, men det synes naturligt, om fjordbyerne ved Århusfjorden under disse forhold har været tættere befolket end Århus. De kirkelige forhold siger også et og andet.

Efter at kone Frode havde byget Trefoldighedskirken i Århus og genopbygget kirkerne i Slesvig og Ribe, blev den dygtige missionspræst Regindbrand i Ribe fra ca. 948 biskop for hele Jylland, men Århus måtte hurtigt opgives, og bispedømmet blev først genoprettet her omkring 1061.

Der behøver ikke at være gået ret mange år, før bønderne hver på sit sted er begyndt at tænke på at bygge kirke.

Vi ved ikke, om der har stået en trækirke i Harlev, men alt tyder på, at stenkirken hører til blandt Danmarks allerældste kirker og måske senest er bygget efter sogneinddelingen i 1070.

Heller ikke ved vi, hvor meget vi tør lytte til folketraditionen, der siger, at ingen lagde samsingerne hindringer i vejen, når de måtte sejle forbi Århus, hvor hedenskabet længe holdt ved, for at få deres børn døbt i Harlev kirke. Men måske kunne jorden under og omkring fortælle et og andet.

Når man står ved sydsiden af Harlev kirke, undres man over, hvorfor grundafsætningen er så meget større end kirken, og man spørger uvilkårligt sig selv, om Harlev kirke har haft samme længde som Framlev eller om klokkestabelen har været anbragt her vest for kirken.

Det sidste er meget nærliggende, for da kirken selv ligger på det højeste punkt, har der ikke været noget bedre sted i nærheden at anbringe den.

Indvendig er kirken delt i to dele, det hel. lige og det allerhelligste, eller, som vi siger, skibet og koret. Der har oprindelig været bjælkeloft af eg, og som i den tids

I Harlev kirkes kor er ophængt en mindetavle af sort, poleret sten i træramme over Christian Lindemann, der var præst for Harlev‑Framlev sogne 1761‑1781.

Angående prædikestolen skriver Hans Rasmussen i sin rapport til Nationalmuseet: ”På de fire felter af prædikestolen står malede billeder af Kristus samt evangelisterne Matthæus, Markus og Lukas. De gør indtryk af tidligere at have været genstand for en opmaling, hvilket synes bekræftet, da det ved afdækning af det på sydvæggen fastgjorte overmalede 5te felt lykkedes at fremdrage Ode evangelist Johannes, som trods sin medtagne stand viste sig at stå betydeligt mere levende end de øvrige. Dette billede er nu restaureret.

Prædikestolen og lydhimlen har ved den planlagte flytning opnået en bedre placering. Disse dele sås ikke at have stået med staffering direkte på egetræet som i Framlev, hvorfor der er foretaget en nystaffering på grundlag af del forefundne i samklang med altertavlen.

Konservatoren skriver efter sin undersøgelse, at der på korets nordvæg fandtes to lag malerier adskilte fra hinanden ved svære hvidtelag. Det yderste bestod af et mægtigt draperi, der fyldte det meste af væggen og antagelig var fra slutningen af 1600‑tallet. Det inderste og ældste lag viste de sørgelige rester af en gotisk udmaling, en figurfrise, som har haft sin plads på øverste halvdel af væggen. Maleriet er udført forinden hvælvingens indbygning. Figurerne, hvoraf kun en er synlig, har stået under arkader med en rødbrun ranke løbende under. Figurfrisen er udført på tyndt, hvidtet berapningslag og må være fra 1400‑tallet. Ved Egil Rothes undersøgelse i 1923 blev der også afdækket store flager af sengotiske figurbilleder fra to forskellige perioder, men da ingen af dem sad på puds, men på hvidtekalk, faldt det alt sammen af”.

[Siden Rigmor Frandsen skrev sin artikel, har konservator Robert Smalley i 1981 gennemført en grundig undersøgelse af kalkmalerispor i kirken og fundet bemalinger fra 5 forskelige perioder ‑ fra 1400'erne ‑ 1800'erne. Smalley har på triumfvæggen i skibet fundet farverester, der måske tilhører en apostelrække. Red.].

På Harlev kirkes nordvæg hænger der en mindetavle over Genete Craigengelt, der sammen med sin anden mand, Hans Skriver, var ejer af det oprindelige Harleffholm. Omtalen af hendes gave af jordegods til kirken er en senere tilføjelse, som ikke synes at have noget på sig. Hun var slægtning af grev William Graham af Montrose og blev ganske ung viet til Mogens Lauritsen Løvenbalk til Tjele, der døde ca. 1526. Genete døde i Harlev 1567.

Hendes søn Knud Mogensen Løvenbalk kæmpede en hård kamp for at blive anerkendt som adelsmand. Det lykkedes ham at bevise moderens ægteskab med Mogens Øvenbalk. I Svenstrup kirke [ved Mariager, red.] findes et dåbsfad med hans navn og en gravsten med hans våben, en løve over 3 bjælker, desuden hans moders adelsmærke: de 3 muslingeskaller.

[Se iøvrigt Lars Bisgaards artikel ” Den skotske kvinde på Tjele. En kvindeskæbne fra reformationsårhundredet” Sognebladet 1990 nr. 2. Et særtryk af denne artikel er fremlagt i Harlev kirkes våbenhus. Red.].

I senmiddelalderen 14‑1500 blev de fleste landsbykirker bygget om, så omkring ved den tid har også Harlev kirke fået hvælvinger. Skibet har fået to og koret et sæt krydshvælvinger. Korets hvælving og østgavlen måtte dog fornyes i 1863. Det var nogle store kirkebrande midt i 1200‑årene, der gjorde, at man gik i gang med at udskifte trælofterne, først i de store kirker og bagefter i landsbykirkerne.

Det ældste stykke inventar i kirken er den romanske døbefont af granit. Den hører til bægerblad‑fontenes type. Dåbsfadet af messing er fra 1713.1 dets bund ses en fremstilling af jomfru Maria, der bærer Jesusbarnet. På fadets flade kant er springende hjorte, jfr. Davids salme nr. 42‑43.

Følgende meddelelse stod den 21. november 1861 at læse i Aarhuus Stiftstidende:

»Efter den stærke Storm, som rasede forrige Nat, nedstyrtede i gaar Formiddag en del af Harlev kirkes Taarn og anrettede betydelig Skade på Langkirken og Vaabenhuset.

Nedstyrtningen skete under Gudstjenesten og straks efter, at Communicanterne vare gaaet op til Alteret. Det var saaledes et Guds Under, at intet Menneske kom til skade derved. Kirkens ejer, hr. Proprietær Bay til Ludvigsholm, havde kort i forvejen havt en kyndig Architect derude for at undersøge og tage Bestemmelse om Taarnets Reparation, da det havde faaet en Revne i dets øverste Side«.

De gamle fortæller om ovenstående begivenhed, at det dengang altid var skik og brug, at der var konfirmation i Framlev om foråret og i Harlev om efteråret, og at der efter konfirmationen var altergang i den anden kirke søndagen efter. Men i 1861 holdt pastor Winsløw altergang onsdagen efter konfirmationen og i Harlev kirke. Det var ved denne lejlighed, at tårnet styrtede ned.

Det var sædvane, at de, der havde deres plads øverst i kirken gik først til alters; men denne dag gik imod sædvane de, der sad i den nederste halvdel, først op, og det reddede deres liv. Mens de befandt sig oppe i koret, styrtede tårnet med det voldsomt brag igennem kirken og knuste alt på sin vej, især i våbenhuset og den nederste del af kirken; men ingen mennesker kom til skade.

Premierløjtnant Hans Jessen, der var degn ved kirken, sprang op på prædikestolen, og ved at slå vinduet helt op kom der luft, og han fik tilkaldt hjælp.

Man satte en stige op til vinduet og fik folk ud denne vej. Døren var helt spærret og støvet så tæt, at ingen kunne se noget. Alle var bange for, at hele kirken ville styrte sammen, så ingen turde vente på, at døren blev gjort farbar.

Den daværende tiendeejer af Harlev kirke, Th. Bay, har ikke været glad ved situationen; han havde jo pligt til at holde kirken vedlige.

Han skriver i synsprotokollen den 1. juli 1863: »Hovedreparationen i 1862-1863 er med et nyt Taarn (blev opbygget i 1864) beregnet til at vilde koste nær 4.000 Rigsdaler, som sammenlagt med de aarlige fornødne Forbedringer snart vil gøre det til en Byrde at være Kirkens Tiendeejer (50 af sognets beboere svarede tiende til kirken).

Under den store og besværlige Reparation har jeg nydt saa liden Assistence af saavel Provst, Præst som en stor Del af Menigheden, saa jeg intet har at takke, men meget af bebrejde«.

Det er dog ikke alle kirkeejere, der har været lige hurtige til at reparere, og når det endelig skete, ødelagde efterårsstor­mene ofte, hvad der lige var blevet repa­reret om sommeren.

Provsten skulle hvert år, når synsfor­retningen var overstået, sende et uddrag af protokollen til biskoppen. Der findes mange interessante indberetninger under­skrevet af Jens Harlevius, Harlev. [Provst og sognepræst i Harlev‑Framlev 1696­-1741, red.].

Han skriver f.eks. i 1727, da Mads Lauridsen, Harlevholm, og Niels Leth fra Skibby var kirkeværger for Harlev kirke:

 1. Kirkeskibet indvendigt: er gammelt og behøver at hjælpes, og en Del Steder udspækkes, særlig Koret, hvor der er to Revner.

2. Kirken: er tækket med Bly undtagen 3 Fag på nordre Side, hvor der mangler en Del Tagsten.

3. Kirkegulvet: er af Mursten, men her og der brøstfældigt.

4. Klokketaarnet: belagt med Tagsten, er brøstfældigt på Tagets søndre Side. På søndre Hjørne over Glamhullerne fandtes en Bule paa Muren, som om den har givet sig, bør udhugges og igen opmures. For at styrke Muren skal den forsynes med to Bjælker, som skal forankres ud‑ og indvendig.

5. Vaabenhuset: Nogle Skifter vil udspækkes. En Bjælke behøves deri. Loftet er ganske ødelagt. En Del Tagsten er afblæste. Ti1 Murværkets Repara­tion behøves i alt 200 Tagsten og 20.000 Mursten.

5. Risterne paa Kirkegaarden: De to er ganske ødelagte, den tredie ved vestre Side er brøstfældig.

7. Kirkeporten: mangler.

8. Ornamenter: Messehagel af fløjl er brugelig. Messeskjorten er opslidt.

Senere op gennem tiden blev det andre ting, det var galt med, f.eks. stolene, fodskamlerne, gardinerne for vinduerne elle omkring præstens stol. 1 1881 pålægges det kirkesangeren at holde døbebækkene bedre renset. En anden gang er det tårnet, der skal renses for fugleskarn, dog ikke af degnen.

Den 24. september 1913 overgår kirken til selvejende institution, efter at dens tidligere ejer, kaptajn M. V. Simesen, Ludvigsholm, er død. Overtagelsen regnes fra 1. juli, og da alle mangler er afhjulpne, er der 2.045 kr. tilbage, der henlægges til kirken.

Enkefru Simesen afstår fra denne dato alle rettigheder til kirkens indtægter og el fra denne dato løst fra alle fremtidige udgifter.

Harlev kirke havde da skiftet ejer mange gange. Efter reformationen tilhørte kirken kongen, men efter enevældens indførelse gøres kirker og kirkegods i højere grad til handelsvare.

1672 sælger kronen sin ret til kirketiende, provstekorn og kirkelam af Harlev med flere kirker til grev Mogens Friis, Frijsenborg. Harlevs gamle klokke er 1680 skænket af grev Niels Friis.

I 1700‑tallet hører vi, at kirken er blevet solgt til borgmester Müller i Århus. Han ville bruge jorden til Harlev Mølle, der er hans. 1768 pantsætter han kirken med tilhørende tiende.

Senere bliver det lettere at følge, hvem der er kirkens ejer. Folketællingen for 1787 angiver prokurator Niels Hofmann som ejer af mølle og kirke. Efter ham hr. Saabye. 1834 er det kaptajn Louis Johan Schucany, der Iøvrigt har skænket kirken en malmlysekrone [hænger nu i våbenhuset, red.] samt 2 store messinglysestager og lampeholdere. 1845 står kaptajn Theodor Bay opført som ejer, 1870 kaptajn Martin Chr. Gydesen Simesen, der blev den sidste. I hans tid blev den gamle klokke omstøbt 1884.

Efter en indsamling i menigheden blev der i 1917 købt et pibeorgel, og lærerinde frk. Mortensen blev kirkens første organist.

 -----------------------------

[Indskud:

Harlev kirkes gamle orgel fra 1917 var bygget af orgelbygger, A. C. Zachariasen, Århus.

Det havde et manual (klaviatur) med fem stemmer.

Disposition: Bordone 16', Principale 8', Bordone de amore 8', Salicionale 8', Flauto 4', Oktavkoppel, svelle, pneumatisk aktion, keglevindlade.

I 1981 fik Harlev kirke nyt orgel fra Orgelbyggerfirma Marcussen & Søn, Åbenrå.

Tegnet af ark. Jens Vilhemsen og Aage Kristensen, Århus.

Otte stemmer fordelt på 2 manualer og pedal.

Disposition:

Hovedværk: Gedakt 8', Principal 4', Oktav 2', Quint 11/3'.

Svelleværk. Spidsgambe 8', Rørfløjte 4', Gedaktfløjte 2'.

Pedal: Subbas 16.

Koplinger: H‑S, H‑P. S‑P

Mekanisk aktion, sløjfevindlade.

(Red.)

Indskud slut]

-------------------------------

Et par år senere blev den sidste kakkelovn, der var sat op i 1908, afløst af et varmeværk. Ved installationen måtte man fjerne en gravsten, der lå i kirkegulvet lige der, hvor varmeledningen skulle gå. Man havde håbet at finde et eller andet, der kunne fortælle noget om kirkens alder; men udover nogle gamle mønter blev der ikke fundet noget.

1922 gik Nationalmuseet i gang med at undersøge væggene for kalkmalerier. 1924 søgte pastor Christensen og fik tilladelse til, at der blev installeret lys, og nogle lysplader med pærer blev anbragt i hvælvingerne. De nuværende kroner blev opsat 5. maj 1946 efter en indsamling.

1939-40 overdrog Nationalmuseet kunstmaleren Hans Rasmussen at gennemføre den længe ventede restaurering af kirken, og ved samme lejlighed fik man nye kirkestole forarbejdet af tømrer Peter Hansen, Harlev, og en medhjælper.

For en del år siden [1961, red.] blev det smukke kirkeskib [en model af skruefregatten Sjælland, søsterskib til fregatten »Jylland«, Ebeltoft, red.] ophængt i kirken. Det er skænket af forretningsfører Hansen, Horsens, på hundredeårsdagen for faderens fødsel. Faderen var født i Harlev, og skibet er forarbejdet af en af de indsatte i Horsens Tugthus.

Den nedenfor viste gravsten findes nu i våbenhuset. Den tilhører Søren Pedersen Leth, født i Skibby og død på det gamle Harlevholm, samt hans to hustruer, Ane Madsdatter fra Harlev præstegård og Edel Christensdatter. Den anden sten stammer fra kirketårnets nordfundament, hvorfra den blev fremdraget i slutningen af 1940'erne. Den er fra tiden omkring 1400 og har muligvis dækket en gejstligs grav. Også i kapellet findes indmuret gravsten, der fortæller om gamle slægter.

Kapel i Skibby?

Inden vi fortsætter med Framlev kirke, vil vi se på de steder i legenderne, der strejfer tanken om en kirke eller et kapel i Skibby.

Legenderne drejer sig om den hellige Niels, der senere blev begravet i kapellet ved havet, der hvor Århus Domkirke senere blev bygget.

Niels var uægte søn af kong Magnussen og opkaldt efter oldefaderen, kong Niels. Efter faderens død tog Valdemar den Store ham under sin beskyttelse, og som ung mand opholdt han sig på Viby kongsgård. Følgende små uddrag af legenderne handlerom Niels' forbindelse med Skibby: 

·         Da han nu ønskede at tjene Gud mere uhindret, trak han sig tilbage til sine ejendomme (foruden Skibby måske Viby skov, hvor hans navn mindes i forbindelse med en hellig kilde) og valgte sig en kapellan, Hugo, der lige til hans død blev hos ham og gav ham åndelig belæring. I sin sidste sygdom ville han ikke have nogen hos sig uden præsten Hugo. 

·         Da tømmermændene i Viby skov i Niels' nærværelse fældede træer til kirken og blev tørstige, og det ville tage lang tid at sende bud efter noget at drikke, bad han til Gud, stak derpå fem gange ned i jorden med sin stok, så at der dannedes et kors, og fik vand til at vælde frem. 

·         Det skete i landsbyen Skibby (i Harlev sogn), da han efter endt bøn varfaldet i søvn, at lyset væltede... 

·         Der er skrevet meget om hans levned i en dansk bog, som præsten Eskild, vikar ved den kirke, der var bygget af Hellig Niels, havde i sin præstegård, efter hvad min morbroder, der længe boede i Skibby, plejede at fortælle. 

·         Toke, der boede i Skibby, hørte tre nætter i træk en stemme sige: »Sæt et kors af godt træ på den høj, vor Hellig Niels' legeme hvilede, da det skulle bæres til Århus«. Det gamle kors var nemlig styrtet om. (Overleveringen går altså ud på, at Niels er død i Skibby). 

Der menes ikke at være fundet noget i Skibby, og det eneste, der antagelig ville være mulighed for at finde i dag, er farvning af jorden, hvor stoplehullerne har været. Måske er der en forbindelse med den sænkning i jorden mellem to af gårdene, der kaldes Kirkekær. 

(Om Harlev kirkes store restaurering i 1981 læs Ebbe Marxens artikel i Sognebladet 1981,3, red.). 

 

Framlev kirke 

Kirken betegnes som herredskirke og er egnens største. Den er senest bygget mellem 1100 og 1150, men er ikke den første kirke på stedet. 

 

Trækirken

Ved hovedrestaureringen i 1890 blev professor Magnus Petersen opmærksom på nogle gamle træstykker af egetræ. I sin indberetning til Nationalmuseet skriver han: 

»Det blev mig meddelt, at de stammede fra en sønderbrudt vinduesomfatning i østlige korvæg; men da der blev vist mig en anden fuldstændigere, som var udtaget fra det nordlige korvindue, blev jeg overrasket ved dens form og forarbejdning. Der er tale om en 2 alen og 7 tommer høj egeplanke med en udskåren, rundbuet vinduesåbning af 1 alen og 9 tommers højde og ca. 13 tommers bredde. I plankens lodrette kanter var en 1'14 tommer bred falsning og forneden to huller, hvori trænaglerne endnu sad. Foroven har planken været længere, idet det tydeligt ses, at den er afkortet ved øksehug for at gøre den bedre tjenlig til vinduesomfatning i stenkirken. Der kan ikke være nogen tvivl om, at der er tale om levninger fra en tidligere stavkirke. Falsene på siderne er til tilstødende fjæl og naglerne til at fæstne den til en nedenfor liggende horisontal planke. Den afrundede form, den afglattede behandling på ydersiden ‑ alle disse kendemærker, som i stenmuren ikke var til nogen nytte, vidner om plankens oprindelige bestemmelse i en trækirke«. 

Ved restaureringen af alteret i 1934 fik man mulighed for at se på det tilmurede østvindue. Her fandt man resterne af en tredie vinduesplanke, der nu findes i Den gamle By [i Århus, red.], mens den hele vinduesplanke findes på Nationalmuseet. 

Der er ikke blot tale om det eneste hele stykke fra en dansk stavkirke, men man kender ikke tilsvarende udformning fra andre trækirker i Norden. 

Der fortælles iøvrigt på egnen et morsomt gammelt sagn om en trold, der blev så rasende over, at man byggede en kirke i Framlev, at han tog en mægtig sten og slyngede den mod kirken. Den nåede dog ikke sit mål, men faldt ned vest for byen og knustes, og der har man endnu men af de mange sten på marken. 

Stenkirken

Af den nuværende Framlev kirke er skib og kor i romansk stil den ældste del af kirken. Murene er af blandet materiale, antagelig mest frådsten og rå kamp. I den dækkende kalkmørtel ses mange små kampesten, der synes nogenlunde ordnet i skifter. Hjørnerne er af tilhugne kvadre, men uden sokkel. 

Korets østmur, hvis store delvist rejste syldsten trods cementkant [nu erstattet af pigbro, red.] gør sig kraftigt gældende, er i modsætning til de glatte langvægge delt i tre store rundbuede blindarkader. De skyldes antagelig engelsk påvirkning fra de bygmestre, som Knud den Store (1016‑1035) sendte til Danmark for at vejlede med kirkebyggeriet. 

Resterne af en anden stavplanke, fundet i korets tilmurede østvindue i 1934. Nu på købstadsmuseet Den gamle By i Århus. Fra Danmarks kirker 

Over den midterste af blændingerne sidder som et fremspring i muren en lim­stenskvader, hvori er udhugget et lavt re­lief, der forestiller den korsfæstede Jesus med løftede, udstrakte arme. Under relieffet er en stærkere fremspringende sten formet som et dyrehoved. Det får en til at tænke på Gud Herrens ord til slangen: Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og kvindens sæd. Den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen (1. Mos. 3,15). 

På sydsiden af en kvader i sydøsthjørnet findes et relief med to gådefulde uklare figurer. 

Skibet, hvis syld er ret kraftig, har haft tre vinduer på hver langside. Mod nord er to vinduer bevaret; norddøren og et vindue er tilmuret. Mod syd er det vestligste endnu åbent, men lidt tilmuret forneden; det østligste åbent, men helt ændret. 

Syddøren er også ændret, kun det rundbuede inderparti er bevaret af det oprindelige. 

Vinduernes karme har været af frådsten, og over hvælvene kan ses, at vinduernes indre buestik er muret af frådstenskvadre, ligesom det på loftet kan ses, at kirkens tre romanske gavle er næsten helt af frådsten. 

Kammene er opmurede med små gule mursten, og våbenhus og tårn er bygget til i sengotisk tid. 

Tårnet er bygget af munkesten og har pyramidetag, der ifølge Danske Atlas er opsat af Niels Friis. 

Mod middelalderens slutning er loftet i kirken, der var underbygget med egeplanker, erstattet med de nuværende hvælvinger. I koret en ottedelt hvælving uden vægbuer og i skibet tre krydshvælvinger. Ifølge Trap skal korbuen være udvidet i 1890. Kirken er tækket med bly. 

Alterbordet er muret op af munkesten og helt dækket af et renaissancepanel fra ca. 1600. I bordets midte er der fyldt op med murbrokker, kalkmørtel og frådsten. På bordets sydende findes et tildannet rum 37x43x45 cm. Spor af relikviegemme findes ikke, måske fordi man ved ombygningen har måttet fjerne det øverste skifte af munkesten.

Altertavlen er en tidlig renaissancetavle, et enkelt, men meget anseligt snedkerværk fra 1590. Topstykket bærer præg af sengotisk påvirkning. Tavlen er bygget som en fyldningstavle. Den har oprindelig haft fire lige store felter med malerier af de fire evangelister, z og oven over de to midterste felter et felt, der forestillede Jesus på korset. 

Ved restaurering og ombygning af tavlen i 1881 har man indsat et lærredsmaleri, der er en tro kopi af A. Dorphs altertavle i Emmauskirken i København. Det er malet af Lyders i Århus og forestiller Vandringen til Emmaus. Udenom blev anbragt en smukt profileret egetræsramme og de to midterste felter under maleriet blev omdannet til et langt felt, der bærer underskriften for maleriet: > Bliv hos os, Herre, thi det er mod aften, og dagen hælder«. 

-------------------------------------

[Redaktionens indskud]:

Framlev kirkes altertavle

 1. Jesusmonogram: IHS. Enten: de tre første græske bogstaver i JESus eller: de latinske initialer i IESUS HOMINUM SALVATOR = Jesus menneskenes frelser. Årstallet 1592. 

2. Deut 6lvc 10 Diliges Dominoen Deum tuum ex toto corde tuo et ex totæ anima tua et ex omnibus viribus tuis ex ommi mente tua et proximum tuum sic ut te ipsum.

Hue ades Amplexans mysteria thure litato. Ante aram supolex. Accipe dape fidem.

Deuteronomium=5. Mosebog 6[,5] Lukas 10[,27]: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrk, af hele dit sind, og din næste som dig selv.

Vær tilstede, hengivende dig til mysterierne, de i røgelse ofrede. Foran alteret knæbøjende modtag i måltidet troen). 

3.  Gala: 3 Leviti: 18. Christus nos redemit de male­dicto legis, factus pro nobis maledictum: Quia scriptum est: Maledictus omnis qui pendet in lig­no.

(Galaterbrevet 3, Leviticus=3. Mosebog 18: Kri­stus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld ‑ der står jo skrevet: »Forbandet enhver, der hænger på et træ«). 

4.  Math II Venite ad me onmes, qui laboratis et one­ratis estis, et ego reficiam vos. Tollite iugum meum super vos, et discite a me, quia mitis sum, et humilis corde : et invenietis requiem animabus vestris. Iugum enim meum suave est.

(Matt. 11,28‑29: Kom til mig, alle 1, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, [og min byrde er let]). 

•   5., 6., 10. og 12. bringer den aronitiske velsignelse på latin: Herren velsigne dig og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse på dig og være dig nådig. Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred (4. Mosebog 6,24‑26). 

5.  NUMERI 6 BENEDICAT TIBI

VERTAT DOMINUS VVIT 9. 

6. TIBI ET MISEREATUR TUI CON= 

•   7. og 9 bringer nadverens indstiftelsesord. 

7.  Vor Herre Jesus Kristus i den nat, han blev forrådt, tog brødet, takkede og gav dem det og sagde: Tag dette og spis det. Det er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til min ihukommelse. 

8.  Lærredsmaleri af Vandringen til Emmaus fra 1881. Kopi af det alterbillede, som Anton Dorph malede til den i 1876 opførte Emmauskirke på Frederiksberg i København. Anton Laurids Johannes Dorph var en af de nationalromantiske malere, elev af Eckersberg og Marstrand. Han malede genrebilleder og portrætter, men først og sidst altertavler, over 50 har han produceret. Kopien er lavet af maleren P. A. Lyders, Århus. 

9.  Ligeså tog han også vinen, takkede og gav dem den og sagde: Drik alle heraf; denne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Gør dette, så ofte som I drikker den, til min ihukommelse. 

10. DOMINUS CUSTODIAT TE SUUM AD TE ET DET TIBI 

11. Bliv hos os, Herre, thi det er mod Aften, og Dagen hælder [Lukas 24,29]. 

12. OSTENDAT DOMINUS FACIEM SUAM PACEM. 

•   13., 14. og 15. bringer Fadervor på latin. 

13. PATERNOSTER I QUI EST IN COELIS /

SANCTIFICETUR NOMEN TUUM / AD=

VENIAT REGNUM TUUM I FIAT VOLUN= 

14. TAS TUA / SICUT IN COELA / ET IN TERRA / PANEM NOSTRUM SUPERSTANTIALEM DA NOBIS HODIE / ET DIMTITE NOBIS DEBITA 

15. NOSTRA / SICUT ET NOBIS DIMITTIMUS DEBITORIBUS NOSTRIS / ET NE NOS INDUCAS IN TENTATIONEM / SED LIBERA NOS A MALO • AMEN 

•   Til venstre på predellaen:

     H. Daniell Pierss Sogen Prest til Framløf oc Haa­løf Kierk (= Daniel Pedersen Kaae, præst i Har­lev‑Framlev 1567‑1614). 

•   Til højre på predellaen:

     Pax vobiscum in Æterrum (Fred være med jer i evighed). Indskrift fra kirkens restaurering i 1934.

 [Indskud slut]

--------------------------------------------------

 Mest uberørt af ombygningen i 1881 er topstykket, men det er dog repareret enkelte steder med fyrretræ. 

Ved restaureringen i 1934 er fremdraget det af den oprindelige staffering, der har undgået ødelæggelsen ved afslibning af de senere overmalinger, ligesom man har forsøgt at føre dens farver tilbage til det oprindelige, hvor det var muligt.

Kun et enkelt sted er den oprindelige staffering blevet bevaret bag en i ny tid nedtaget præstestol. I dette felt, der er malet med gule bogstaver på rød bund, står: H. Daniell Pierts: Sogen prest til Framløf oc Haaløf k. 

På alterbordet står en gotisk læsepult af eg fra den katolske tid. På pulten ligger Christian den 4.'s Bibel fra 1633. 

De meget store 54½ cm høje messingstøbte stager er fra omkring 1625. I den katolske tid var der tillige en løveformet aquamanile fra omkring 1350 til den liturgiske håndtvætning. Den findes nu på Nationalmuseet.

[Om aquamanilen læs Lars og Helle Anker Bisgaards artikel Aquamanilen fra Framlev. En sjældenhed fra katolsk tid i Sognebladet 1991,1, red.] 

Alterskranken med Frederik den Femtes kronede monogram er fra midten af 1700‑tallet. 

Kalkmalerier

Ved føromtalte hovedrestaurering i 1890 blev Magnus Petersen af Nationalmuseet anmodet om at undersøge de fremkomne kalkmalerier, og han skriver i sin indberetning blandt andet: »På det nedbrudte vindues ene side var rester af en smuk romansk dekoration malet med omhu i seks farver på fin pudset grund, og det må antages, at dekorationen oprindelig er malet al fresco«. 

Et meget interessant maleri fandtes på nordsiden af korbuen. En del af det skjules af de tre hvælvingspiller. Maleriet forestiller Maria siddende på en stol med et scepter i den venstre hånd og Jesusbarnet på skødet. Malingen er udført på en meget glat puds, og farverne er endnu så faste, at de modstår både vaskning og gnidning. I hele sin karakter bærer billedet vidne om, at det er malet før år 1200. Kun få malerier viser så sikkert som dette det gamle frescomaleri. Dets placering tyder på, at der i gammel tid foruden hovedaltret har været to sidealtre, et på hver side af korbuen. 

Døbefonten er hugget i granit og som i flere østjyske kirker smykket med et dobbelt løvemotiv med et fælles menneskehoved. Dåbsfadet er af Nürnbergtype fra omkring 1575 og bærer årstallet 1635. Kanden er fra tiden omkring 1850 [Den her omtalte dåbskande af tin med tilhørende tinfad var i brug indtil 1977, hvor de måtte kasseres på grund af utæthed og tinpest, og den nuværende kande af messing blev anskaffet. Den er udført af Fa. Hofstätter, Aalborg. Red.]. 

Der har tidligere ovenover været en udskåret fontehimmel ca. 160 cm høj og ophængt 1663. Den finde nu på Nationalmuseet. 

-----------------------------------

[Redaktionens indskud]: 

Siden Rigmor Frandsen skrev sin artikel er fontehimlen igen blevet ophængt i Framlev kirke. 

Ved kirkens istandsættelse i 1890 blev fontehimlen taget ned og hensat på våbenhusloftet. Her fandt Nationalmuseets folk den i 1913, hvor den blev overdraget museet som et ’Framlev kirke tilhørende depositum’. Himlen blev sat i stand og ophængt i museets kirkeafdeling, hvori den indtog en vigtig plads som museets eneste fontehimmel. 

I slutningen af 1940'erne ønskede menigheden i Framlev at få fontehimlen tilbage. Man retter henvendelse til Nationalmuseet, som anerkender, at fontehimlen tilhører Framlev kirke, men beder menighedsrådet vente nogle år, indtil en anden, værdig erstatning for Framlev‑himlen kan anskaffes til museet. 

Menighedsrådet stiller derfor sagen i bero, indtil man igen i 1956 retter henvendelse til museet. Som formand for rådet skriver pastor Ejaas, at »ikke blot menighedsrådet, men hele sognet er yderst interesseret i at få Framlev‑himlen tilbage til dens oprindelige og egentlige plads over døbefonten i Framlev kirke«. 

Nationalmuseet har imidlertid stadig ikke fundet en anden himmel til erstatning for Framlevs og henviser endnu en gang til, at fontehimlen ikke har nogen egentlig funktion i gudstjenstlig sammenhæng og derfor bedre kan undværes i Framlev end på museet, »hvor den hvert år ses af mange tusinde mennesker, og hvor den har en bestemt funktion at opfylde til forståelse af renaissancetidens kirkeindretning«. 

Herefter ophører pludselig menighedsrådets kamp for at få fontehimlen tilbage. Hvorfor? Måske af nød. Kirkens trængte nemlig til et nyt blytag, og man havde ikke pengene til det. Men ved kirkeminister Bodil Kochs mellemkomst fik Framlev menighedsråd bevilliget et lån til taget, mod ‑ kan man gætte på, men det er vist et kvalificeret gæt ‑ at give afkald på fontehimlen! 

I 1984 rejser Framlev menighedsråd igen sagen. Man skriver til Nationalmuseet, at man vil have fontehimlen tilbage. Museet sender inspektører og klager endnu en gang sin nød: man har ingen anden fontehimmel på museet ‑ og beder rådet vente nogle år endnu. Men menighedsrådet gør gældende, at museet nu har haft 30‑40 år til at finde en erstatning for Framlev‑himlen, at fontehimlen tilhører Framlev kirke, og at man denne gang er parat til at gå meget langt for at få den tilbage ‑ om nødvendigt vil rådet gå til domstolene. 

Herefter giver museet sig. Framlevhimlen bliver sendt til restaurering på museets afdeling i Brede og i 1986 ‑ efter næsten 100 års forløb ‑ hængt op på sin gamle plads over døbefonten. 

Red. 

[Slut redaktionens indskud]

---------------------------------------

 I koret findes den gamle degnestol, der bærer bisp Niels Clausen Skades våben i smukt billedskærerarbejde. Niels Skade var bisp over Århus stift 1491‑1520 og har skænket degnestolen til Framlev kirke. Han har muligvis fået kirketiende herfra. De forskellige løbedegne og sædedegne fra dengang har efterladt sig et synligt minde ved at skære navnene i egepladen. F.eks. Simon Petri Alrodius 1598 [= Simon Petersen fra Alrø, red] og Erasmus Severini 1601‑08 [= Rasmus Sørensen, red.] 

Kirkens prædikestol med himmel er opsat i 1602 og fremstillet af eg af Morten Snedker. I prædikestolens fire sidefelter ses omrammet af smukke søjler de oprindelige gamle malerier, som dog ikke helt har undgået overmaling. På skriftbåndet langs buekanten står: Sankt Johannes, Sankt Petrus ‑ Jesus Kristus - Sankt Paulus. 

I det femte felt ind mod væggen er malet Arrild Huitfeldt, Rigens Kansler, den Tid Domprouist i Aarhusen 1602. 

Arrild Huitfeldt var en af kongens højstbetroede mænd. Han var samtidig domprovst i Århus og har antagelig på domkapitlets vegne oppebåret tiende fra Framlev kirke og derfor bekostet dens prædikestol. 

Opgangspanelet er også fremstillet af Morten Snedker og opsat 4. januar 1604. På indersiden er udskåret: H. Niels Lavrids‑Søn Hase, Provst i Framløf Herrit - Hans Chrifer i Aars. Forsvar (kirkeværge) for Framløf kierk. 

Himlen over prædikestolen er helt i samme stil som stolen. I frisefelterne er skåret to skriftsteder, og det er klogt at kende dem godt, hvis man forsøger at læse teksten, for ordene er dels skrevet på 1600‑tallets dansk, dels delt efter, hvor mange bogstaver der tilfældigt var plads til i feltet. Det drejer sig om Luk. 5,32: Jeg er ikke kommet at kalde de retfærdige, men syndere til omvendelse og Math. 11,28: Kommer (hid) til mig alle som arbejder og er besværede. Jeg vil give eder hvile. 

-----------------------------------------

[Redaktionens indskud begyndt]

 PRÆDIKESTOLENS OG LYDHIMLENS INDSKRIFTER 

På opgangspanelet:

»H. Niels Lavris søn Hase provst i Framløf herit hans chrifver i aars for svar [dvs. Hans skriver i Århus forsvar] for Framløf kierk«

»Mekel Mvos gar k:W [= kirkeværge] ‑ Anno 1604 den 28. ianvariv[s] ‑ Saa ellskete Gvd verden« 

På frisefelterne:

»I Gvd fades nafn ‑ begødder jeg ‑ met arbet oc ‑ i Iesvs nafn ‑ ender ieg det« 

På postamentfelterne

(indledt på opgangspanelet):

»At hand gae sin enbaar son / paa det at aale de som trø på/a haannem icke skulle fort/aabes men haive det evige liff / Iohanne III ano 1602«.

(Johs. ­3,16) 

På lydhimlen:

»Ieg er iike kvmmen at kalde di redteerdige [= retfærdige] men sy/ndere til penitentz: / kommer til mig alle i: sum ar/beide dg [= og] ere besvarede ieg (vil give jer hvile)«.

(Luk. 5,32 og Mat. 11,28) 

Red. 

[Redaktionens indskud slut]

---------------------------------------- 

Stolestaderne i kirkens vestende er fornyede, men efterlavede i den gamle stil. De har fyldingsdøre med smukke jernbeslag. På et enkelt bevaret stade slår i frisen 1694. 

Ved indbygningen af de ny stolestader måtte man fjerne det høje mørke panel, som fandtes langs ydervæggen hele kirkeskibet rundt, men som sammen med en del af stolene i mandssiden var fuldstændig ødelagt af svamp. 

Det var dog ikke første gang, det kneb med at hindre fugten i at Ødelægge træet. I kirkesynets beretninger afsløres ofte skrøbeligheder: 

·         I 1702 står der: En del af kirkestolene er brøstfældige. 

·         1727: 12 stole vil repareres. 

·         1730: En stol mangler ryg, flere mangler sæderne. Endelig 

·         1731: Kirken under reparation. 

·         Men man hører også om ting her, der ikke anvendes mere: 

·         1730: Kisten til klæder, kalk og disk :an ikke bruges. 

·         1830: Skriftestolen behøver ny gardiner eller en forandret indretning til bedre syn for alteret og koret. 

Våbenhuset er opført i munkeskifte, men har nederst i østmuren en del kampesten, deriblandt nogle romanske kvadere, og særlig bemærkes tre hulhugne korbuesten, som Axel Jensen mener må være hentet fra en anden kirke. Af gotiske detaljer er kun bevaret to fladbuede vestglugger. 

Tårnet, der har mange bomhuller i munkeskiftet, står smukt bevaret og synes aldrig at have været kalket. 

Tårnrummet, hvori ses spor af en hvælving, har tidligere været i forbindelse med skibet ved en nu blændet spidsbue. Det tjener i dag til materialerum og er tilgængeligt ad en rundbuet syddør. En nyere trappe fører op til de øvre stokværk.

----------------------------------------------

[Redaktionelt indskud begyndt] 

Siden Rigmor Frandsen skrev sin artikel, er tårnrummet blevet gevinddraget i kirkerummet. Det skete i 1980 i forbindelse med anskaffelsen af det nye orgel. 

Zachariasen‑orglet 

Framlev kirke fik sit første orgel i 1914, bygget af fa. A. C. Zachariasen, Århus. Det stod på en forhøjning i spidsbuen mellem skibet og tårnrummet, som var adskilt af en pudset bræddevæg. Orglet havde ét manual (klaviatur) med fire stemmer. Dispositionen var følgende: 

Bordone 16' Principale 8' Salicionale $' Flauto 4'

Oktavkuppel

Svelle

Keglevindlade,

Pneumatisk aktion 

Carsten Lund‑orglet 

I 1975 blev orgiet erklæret kassabelt af Kirkeministeriets orgelkonsulent, og menighedsrådet gik i gang med planerne for et nyt. Dette blev bygget af orgelbygger Carsten Lund, Birkerød, i 1980 og indviet september samme år. 

Menighedsrådet havde tænkt sig orglet placeret på det gamle instruments plads i tårnbuen, men dette blev afslået af bygningstilsynsmyndighederne, som foreslog placeringen i tårnrummet, som dermed blev geninddraget i kirkerummet. 

Framlev‑orglet er både klangligt og æstetisk et meget bemærkelsesværdige instrument. Orgelhuset med dets moderne facade er tegnet af orgelbyggeren og var oprindelige tænkt at stå i umalet egetræ. Senere, ved kirkens restaurering i 1986, blev orglet ved en staffering tilpasset det øvrige inventar (kirkens stoleværk blev i 1986 malet i en ny farve og forsynet med stafferinger) 

Klangligt er orglet et barokinstrument. Dets stemmer er barokprægede, luftforsyningen (orglet har en såkaldt kilebælg), den uligesvævende stemning osv. Det er et usædvanligt spændende instrument, der flere gange er blevet brugt til plade- og radiooptagelser. 

Orglet har 12 stemmer, der er fordelt på to manualer og pedal i følgende disposition:

Manual 1:                     Principal 8'

                  Gedakt 8'

                  Octav 4'

                  Nathorn 2'

                  Mixtur IV

                  Ranket 8'

Manual 2:                     Rørfløjte 8'

                  Gemshorn 4'

                  Cornet III

                  Quint 11/3

Pedalværk:                                               Subbas 16'

                  Fagot 16'

Cymbelstjerne (= Stjernen på orgelfacaden. Aktiverer ved rotation en række små tifokker, hvis lyd lægger sig som en glitren på toppen af orgelklangen)

Koplinger:

Man I + Man il, Man # + Pedal, Man II + Pedal

Sløjfevindlade

Mekanisk aktion 

Red.

 [Redaktionelt indskud slut]

--------------------------------------------- 

Et tårnur har tidligere prydet tårnets sydside. I et af tårnrummene skal endnu findes en betydelig rest af det gamle urværk, hvor et stort, firkantet jernstel med hjul og trisseværk fortæller om den gamle tidsmåler, der engang gik i stå, måske fordi kirkeejeren fattedes penge til vedligeholdelse: I synsberetningen kan vi læse: År 1700: Sejersværket vil repareres 1728: I tårnet findes et gammelt jernsejrværk, der ikke har gået i nogle år. Trænger til reparation, så det kan hjælpes i gang. 

Kirkeklokken er støbt i Århus 1858. 

I våbenhuset har man i 1898 indmuret to romanske gravsten fra middelalderen. De er forsynede med kors og andre figurer, navnene Karl og Magnus og vanskelige gammellatinske indskrifter. 

------------------------------------------

[Redaktionelt indskud begyndt] 

Indskrifterne på de romanske gravsten 

De to sten, der er fra o 1150‑1200 er nu opstillet på hver side af våbenhusdøren De bærer begge latinske indskrifter. 

Den første viser to latinske kors hvoraf den øverste bæres af et Gudslam, og har indskriften (i et hex­ameter): Sub lapide isto req[u]iescit corpus caroli (Under denne sten hviler Karls legeme). 

Den anden sten har også to kors og mellem dem en mandsskikkelse, der i hænderne holder et kors og en Paradislilje. Stenen har følgende indskrift: Dic, rogo, versicvlos, o lector, qvi leges istos ..ni(?) pie, da Magno gaudia, xpe [= Christe), tuo. (Sig, beder jeg, o læser, som læser disse småvers, sig(?) fromt: giv, Kristus, din Magnus glæde; 

Red.

 [Redaktionelt indskud slut]

-------------------------------------- 

Foruden disse to romanske gravsten findes der her to gravsten med portrætfigurer fra omkring 1650. Den ene over Peder Povelsen, hans hustru Maren Rasmusdatter og sønnen Anders, den anden over Anders Rasmussen og hans to hustruer, Kirsten Jensdatter og Helle Jensdatter. 

Udenfor ved våbenhusets venstre side står en gravsten over Jens Nielsen Leth, død 1795 og hans hustru Dorthe Pedersdatter, død 1799. 

Et nyt ligkapel er opført i 1961. Det tidligere kapel anvendes som redskabsskur. [Graverens redskaber og maskiner opbevares nu i det nye maskinhus. Red.] 

Framlev kirke er i dag annekskirke til Harlev kirke. At det ikke altid har været tilfældet ses af, at præsten i ældre tid benævnes som sognepræst til Framlev og Harlev sogne. Skiftet er muligvis sket efter, at præsterne har taget fast ophold i Harlev. 

Framlev kirke må på et tidligt tidspunkt være underlagt bispestolen i Århus, for allerede 1310 fastsætter bisp Esger, at kannikerne ved domkirken i Århus skal nyde tiende af Framlev kirke, men til gengæld skal en af dem forrette kirketjeneste herude. 

Efter reformationen gik alt kirkegods til kongen, men det varede ikke længe, før det blev brugt som salgsvare eller betaling for ydelser. 

Endnu 1552, da kongen forlener Albert Gøye på Skanderborg Slot med Framlev med flere herreder, vil han have sig forbeholdt al sin part af kirketienden ligesom herligheden og gæsteriet af alle kirkerne og præsterne. Men 20. marts 1610 fortæller kancelliets brevbøger, at kongen har givet stadfæstelsesbrev på livstid for Laurits Ebbesen til Tulstrup, embedsmand på Skanderborg Slot på kronens part af korntienden og kirkens part af samme af Framlev sogn, hvoraf der årligt skal svares 16 ørt rug, 16 ørt byg og 16 ørt havre til kirken. 

Forinden han overtager disse tiender, som Peder Skriver i Århus hidtil har haft livsbrev på, men nu velvillig har opladt til Laurits Ebbesen, skal han svare en rimelig indfæstning af dem. 

4. marts 1633 udstedes stadfæstelsesbrev på livstid for hr. Voldemar Christian, greve til Slesvig og Holsten, kongens søn, på kronens og kirkens part af Framlev korntidende, som Laurits Ebbesen nu har opladt til ham, for sædvanlig fæste og stedsmål. 

1661 betegnes kirken direkte som kannikekirke tilhørende domprovsten i Århus kapitel. 

12. sept. 1672 foreligger der forleningsbrev til Mogens Frijs, greve og stamhusbesidder til Frijsenborg. 

1690 tilhører korntiendet grev Nicolai Frijs, og det vil for Framlev sige tiende af 61 tdr. hartkorn, men kongen har stadig kaldsretten, enten kirkeejerne er priviligerede eller ikke. 

1776 står krigskommisær Thøger Lassen Althalt som kirkeejer. Han var ikke slet så rundhåndet som de Frijser. Althalt hører til på Lyngbygård, og det gør også en anden kirkeejer, som vi møder i 1830, ritmester Johannes v. Friis. 

Ved restaureringen i 1890 hedder ejeren oberst Neergaard og bor i Århus, og endelig pr. 1. januar 1913 bliver kirken selvejende. 

11. november 1912 blev der efter skrivelse fra ministeriet afholdt en ekstraordinær synsforretning for aflevering af Framlev kirke. 

Det for kirken nedsatte tilsyn overtager fra 1. januar 1913 Framlev kirke med tilhørende kirkegård, inventar og arkiv til selveje efter de fastsatte vilkår, nemlig: 

Til kirkens fremtidige vedligeholdelse og drift henlægges af afløsningssummen for kirketienden:

Til årlig vedligeholdelse og drift kr.12.025,00

Til bestemte arbejder ved kirken kr. 2.308,00

Til hovedreparationen kr. 4.000,00

I alt kr. 18.333,00 

De hidtidige tiendeejere afholder alle udgifter indtil 31.12.1912. 

Disse tiendeejere er: general Leschly, hofjægermester Ouistgaards arvinger og frk. S. Engelbrecht. 

Framlev kirke har med andre ord i næsten et kvart århundrede været indtægtskilde for skiftende officerer af forskellig rang. 

Vi vil ligesom under Harlev kirke kikke lidt i provstens indberetninger for de årlige kirkesyn. De fortæller historie på mere end en måde. 

·         1726: Våbenhuset mangler loft. I kirken er en gammel altertavle, dog i passabel stand, 1 gammel rødfløjls messehagel med gulgaloner om, 1 gammel messeskjorte, 1 gammel opslidt og ganske ubrugelig lærredsalterdug. 1 gammel brøstfældig ligbåre o.s.v.. 

·         1733: Alt i orden undtagen våbenhusloftet, der er råddent og utjenligt. 

·         1786: Kirken trænger til at kalkes. Taget, muren og lågerne er forfaldne. 

·         1787: Der er begyndt at komme materialer til kirken, så måske den snart repareres. 

·         1791: Framlev kirke hovedrepareret. 

·         1786: Samtlige mandfolke‑ og fruentimmerstole i kirken må forsynes med skamler af en fjæls bredde. 

·         1880: Beklædningen på prædikestolen fornys ‑ indvendig i prædikestolen må anbringes et folderigt gardin til dækning af prædikestolens beklædning, når den ikke bruges. Foran korets vindue anbringes et trækgardin. Det grønne på kirkens indvendige mure afvaskes med klorvand. (Der har været koldt og fugtigt.) 

·         1882: En ny tovværksmåtte ønskes foran alteret. 

·         1883: En ny sort porcelænskande med kors, som tager 3 flasker vin, anskaffes til alteret.. Fodskamlene i kirkestolene gøres dobbelt så brede. Efter sognefolkenes begæring og i overensstemmelse med lov af 7/6 1873 vil kirken være at opvarme om vinteren. Der foreslås ovn nr. 15, som antages for tilstrækkelig. 

·         1884: Mandfolkestolene forsynes med hatteknage. 

·         1888: Mange hatteknage i mandfolkestolene itu. 

·         1908: Stolene neden for kakkelovnen fornyes, og kakkelovnen sættes i brugelig stand eller fornyes. 

Framlev kirke er, siden menigheden overtog ansvaret for den, undergået betydelige forandringer til det bedre. Sognets præst indtil 1934, pastor H. P Christensen, var utrættelig i sine bestræbelser for at forbedre og værne om kirken. 

I stedet for kakkelovn fik man et tidssvarende varmeapparat, der blev indlagt elektricitet og opsat tre meget smukke lysekroner. En skal være skænket af boelsmand And. Madsen, Brandtbjerg, og en af proprietær Søren Overgaard. Det skal i den anledning nævnes, at man hidtil havde holdt juleaftensgudstjeneste i Framlev kirke for begge sogne, fordi der her var lyseholdere i kirkestolene, så man havde mulighed for at oplyse kirken med levende lys. 

Rs. Nielsen skriver i 1948 i sit Strejftog [bragt i Sognebladet 1992,3 ‑ 1993, 3, red.], at Framlev kirkes ligbåre tidligere havde været anbragt i det hjørne af hovedskolens have, som blev inddraget ved vejreguleringen. Kirkevejene fra de byer, der hørte til Framlev kirke, mundede ud i den tætte bygade, der førte til kirken. Derfor standsede alle ligtog traditionen tro her ved ligbåren. Kisten med den døde løftedes af vognen og overførtes til ligbåren, som så blev båret gennem byen til graven. 

Før forrige regulering af Framlev kirkegård lå der endnu gamle gravsten helt fra middelalderen, og det ser ud til, at der allerede på et tidligt tidspunkt har været afsat rigelig jord til den. I 1815, da provst Ramsing ansøger om bygning af en ny skolestue for Framlev ved vestre ende af degneboligen, skriver han, at kirkeporten kan flyttes nærmere kirken, så man fra den vidtløftige kirkegård kan få en anordningsmæssig tumleplads til børnene, og det kan, når det skal være, indhegnes og afsondres fra det øvrige, da denne side af kirkegården allerede længe har været degnen overladt til at sætte kartofler i.